Praktiske anvisninger

Træværk

Træværk såsom stern- og udhængsbrædder, vinduer og døre skal vedligeholdes og bør males ca. hvert 3.-5. år.

Specielt for cedertræsfacaderne gælder, at de skal oliebehandles minimum hvert 3 år. Cedertræet vil antage et gråt og udtørret udseende med tiden, hvis det ikke efterbehandles.

Hver rækkehussektion bør tilstræbe at udvendig maling/oliebehandling foretages samtidig, da der ellers vil forekomme farveforskel.

Generelt inden behandling af træværk

Inden behandling skal alt træværk fugtes med vand, hvorefter overfladerne – med en havesprøjte – sprøjtes med grundrens. Overfladerne skures med en stiv børste (ikke stålbørste, der ødelægger overfladen). Til sidste skylles overfladerne med rigeligt vand.

I tilfælde af, at der er alger på overfladen kan der vaskes med produkt specielt til dette, som f.eks. Pinotex Bioclean, i stedet for med grundrens.

I tilfælde af, at der på det hvide træværk fremkommer bart træ, skal det grundes inden behandling – Til dette anbefales Pinotex Superbase Trægrunder.

Hvidt træværk

Til det hvide træværk (dvs. udhængs- og sternbrædder, vinduer og døre) skal benyttes produkt med farvekoden Hvid RAL 9010, f.eks. produktet Pinotex Superdec i denne farve.

Cedertræ

Cedetræ anbefales behandlet med Pinotex Cedertræsolie. Dette produkt har farven Gylden Ceder. Olien indeholder et nødvendigt pigment for beskyttelse af træet mod solens stråler. Cedertræsolien påføres med en pensel. Olie, der ikke trænger ind i træet, aftørres med bomuldsklude.

Hegn på havesiden mellem to-plans rækkehuse

Hegnene på havesiden mellem to plans rækkehusene skal behandles med en transparent træbeskyttelse og det anbefales at benytte Pinotex Classic med farven 248 Valnød.

Brug af grus eller saltning mod sne og is

Der kan anvendes grus eller salt til fjernelse af sne og is på fliser ved eget hus.

Ved saltning skal man være forsigtig med brugen i nærheden af planter, levende hegn og cedertræ da disse kan tage skade af det.